At være færdig…
Det er dejligt, men hårdt. Jeg er glad for arbejdet, og glad for afdelingen, men det vidste jeg jo i forvejen. Jeg tror det er en kæmpe fordel for mig, i sammenligning med de seks andre, at jeg har været der så længe. Jeg ved hvor ting er, jeg kender til specialet, jeg ved hvad der virkelig ER skræmmende, og hvad der bare ser skræmmende ud.
Det som er svært er at stå med det hele selv. Jeg kan godt de praktiske opgaver hver for sig. Jeg kan godt lægge sonder og kathetre og venflon. Jeg kan endda blande IV-medicin, selvom jeg ikke er så rutineret. Jeg finder hurtigt ud af de mange forskellige computersystemer som vi skal bruge til dokumentation og kommunikation på tværs af afdelinger. Det at vaske og sjaske og snakke med patienterne er ikke noget problem (det har det heller ikke været siden tredje dag på plejehjem i tidernes morgen). Men det at skulle koordinere og planlægge hvordan man vil færdiggøre ca. 700 opgaver i løbet af 8 timer mens man lider under konstante afbrydelser er en helt anden sag.
En patient der bliver indlagt mhp operation på næste dag skal ind og ud af afdelingen – den skal snakke med en medicinstuderende, som optager journal, den skal snakke med mig, den skal snakke med operatøren, den skal snakke med narkoselægen, og den skal ned at have taget blodprøver. Nogle enkelte skal også til diverse undersøgelser – EKG’er eller præoperative scanninger. Patienterne skal være på afdeling på de rigtige tider, så det andet personale ikke kommer forgæves – men så skal de også nå at komme ned til anæstesien og blodprøvetagning inden de steder lukker. Samtidig er der alt mellem 2-6 andre patienter på afdelingen der også skal snakke med de samme mennesker. Samtidig med det, har man nogle andre stykker patienter der skal blive vasket, få mad og medicin på bestemte tidspunkter, have stuegang og snakke med lægen, køre til undersøgelser eller operationer, blive observeret for komplikationer, få arrangeret en overflytning (det værste er til Nuuk og Torshavn men jeg har allerede et ondt sted i mit hjerte for Region Sjællands Kørselskontor i Slagelse) og nok har nogle pårørende der er i en eller anden grad af panik og vil mægtig gerne ved, hvordan deres kære har det lige nu.
Som sagt kan jeg de der ting. Men at gøre det hele samtidig, og nå alt det i løbet af 8 sølle timer er noget andet. Det kræver et overblik som jeg endnu ikke besidder. Det skal nok komme, men, uha, hvor er man træt når man kommer hjem.
Read Full Post | Make a Comment ( None so far )
